IMG_0095.JPG

AMANDA MARGRETHE

Nytårsforret: Rimmet torsk med syltet fennikel, karse, havtorn, rugbrødsknas og peberrodskærnemælk

Nytårsforret: Rimmet torsk med syltet fennikel, karse, havtorn, rugbrødsknas og peberrodskærnemælk

2020 er (endelig) ved at nå til vejs ende og det skal altså fejres. Omend det ikke bliver under normale omstændigheder, synes jeg man skal unde sig selv en aften, hvor maden er i højsædet. Den kan ingen trods alt tage fra os - altså maden. ;-)

Året har for mange, været økonomisk hårdt, derfor har jeg forsøgt at holde mig til et budget alle kan være med på. Hvis du gerne vil lave retterne til 8 personer, betyder det ikke, at det bliver dobbelt så dyrt. Mange af ingredienserne kan nemlig bruges til mange personer. Du skal blot købe lidt ekstra af hovedingredienserne. Og så kan du tilmed købe det meste i hhv. netto og hos fiskemanden!

Mit bud på årets nytårsmenu, består af 5 pescetariske retter: en velkomstsnack, en forret, en mellemret, en hovedret og en dessert. Alle retter er sæson betonet og du kan købe alle ingredienserne ind til omkring 600 kr. for 4 personer. (- med forbehold for at du har de basale ingredienser stående derhjemme) Alle retterne kan der ligeledes skrues op og ned for, ved f.eks. at købe cavi-art frem for ægte kaviar, østers i stedet for østershatte osv.

Jeg håber retterne vil inspirere til, at man sagtens kan lave en enorm delikat og luksuriøs nytårsmenu ved brug af årstidens grønt og fisk og helt uden kød.

Her får du opskriften på forretten: Rimmet torsk med syltet fennikel, karse, havtorn, rugbrødsknas og peberrodskærnemælk. Det fede ved denne opskrift er faktisk at du helst skal forberede det hele dagen i forvejen. Så skal du blot anrette lige inden servering. Nemt!

God fornøjelse og godt nytår!

_DSF0707-2.jpg


4 personer

INGREDIENSER:

Rimmet torsk:
250 g. torskeloin, frossen i mindst 24 timer forinden og tøet op igen i køleskabet. (tager ca. 1 nat)
1/2 spsk. salt
1/2 spsk. sukker

Syltet fennikel:
1 fennikel
1,5 dl. lys eddike
1 dl. vand
1 dl. sukker
1 nip salt
1 tsk. korianderfrø

Peberrodskærnemælk:
2 dl. kærnemælk
1 spsk. revet peberrod (riv den selv fra en her, frisk peberrod)

Derudover:
1 håndfuld havtorn, fx fra frost
1 bakke frisk karse
1 skive rugbrød. Gerne tørt og kedeligt
Lidt olivenolie

FREMGANGSMÅDE:

DAG 1:

Rimmet torsk: (dagen i forvejen)
Sørg for at din torsk er helt tøet. Dup den tør med lidt køkkenrulle. Fordel salt og sukker og torsken. Pak torsken godt ind i film og lig den tilbage på køl i 12-24 timer.

Syltet fennikel:
Kog eddike, vand, sukker, salt og korianderfrø op til sukkeret er opløst. Lad lagen køle i af i 10-15 minutter. Imens snitter du fennikel på et mandolinjern eller med en skarp kniv. Forsøg at lave nogenlunde ens tykkelser. Skold et skylteglas, kom fennikel i og lagen over. Sæt på køl til dagen efter.

Peberrodskærnemælk:
Kom kærnemælk i en beholder og snit eller riv frisk peberrod i. Luk beholderen og lad kærnemælken trække til dagen efter.

Havtorn:
Kom dine frosne havtorn i en skål og stil dem i køleskabet, så de kan tø langsomt.

DAG 2:

Anretning:
Tag torsken ud af filmen og skyld overskydende salt og sukker af. Dup den tør. Skær torsken i lige store størrelser. Regn med 4-6 stykker af 1/2-1 cm. pr mand.

Dræn havtornene.

Varm en pande op med en anelse olie. Skær rugbrødet i små stykker. Rist rugbrødet på panden, til det bliver sprødt.

Placér de rimmede torskestykker på en flot tallerken. Hæld lidt peberrodskærnemælk ved. Placer lidt havtorn og syltet fennikel. Afslut med frisk karse og rugbrødsknas. Servér!

_DSF0727.jpg
_DSF0711.jpg
_DSF0696-2.jpg
_DSF0718.jpg
Nytårsforret: Blomkål, brunet smør, vesterhavsost og urter

Nytårsforret: Blomkål, brunet smør, vesterhavsost og urter

Nytårsvelkomst: friterede østershatte med kaviar og forårsløg

Nytårsvelkomst: friterede østershatte med kaviar og forårsløg