Ravioli med ricotta-svampefyld og brunet smør med salvie
Ravioli er for mig essensen af mad, der virkelig er kælet for, men som indeholder ganske få ingredienser. Det tager tid at lave, men teknikkerne er simple, og det taler i den grad til mig!
Her får du min opskrift på en pasta dej, som kan bruges til de fleste pastatyper samt fyld, som bare smager helt vildt godt! Du kan selvfølgelig tilføje hvad du vil, i fyldet, som fx bacontern, parmaskinke, dampet spinat, jomfruhummerhaler osv. men denne variant er altså bare min favorit.
Opskriften du finder her, er nok min mest gennemtestede opskrift. Jeg har virkelig lavet den mange gange og justeret undervejs og blevet klogere. Så here you go!
15-20 ravioli
Hovedret til 2 personer
INGREDIENSER
Pastadej:
200 g. tipo 00 hvedemel
1 helt æg
5 æggeblommer
1 spsk. god olivenolie
Fyld:
100 g. ricotta
Saften fra 1⁄2 citron
Skallen fra 1 citron
1 solo hvidløg/2 fed
1 skalotte løg
250 g. brune champignon, bøgehatte, kantareller, eller anden variant
Salt og peber
Sauce:
100 g. smør
1 bundt frisk salvie
Fremgangsmåde
PASTA DEJ:
1:
Pastadejen laves i god tid, da den skal hvile i købeskabet i mindst 1 time.
Hvedemelet hældes ud på en ren overflade og der laves en fordybning i midten. Hæld ægeblommer og det hele æg ned i fordybningen. Pisk æggene forsigtigt sammen med en gaffel, uden at trække for meget hvedemel med ned. Tilsæt nu olivenolien. Med dine fingre trækker du langsomt mere og mere mel ned i fordybningen, så du har en tyk masse. Når dejen begynder at blive rigtig tyk kan du ælte resten af melet med. Ælt dejen med hænderne til du har en helt glat dej, der er blank uden at klistre. Det tager ca. 7 minutter at ælte dejen ordentligt sammen. Pak dejen ind i husholdningsfilm, så den ikke tørre ud og lad den hvile på køl i mindst en time. I mens kan du lave fyldet.
2:
Når pastaen har hvilet, tager du den ud af køleskabet. Når du trykker på dejen skal dit fingeraftryk blive nede og ikke ”hoppe” tilbage.
Del pastadejen i 3 lige store dele. Behold den ene del fremme og pak resten ind i husholdningsfilmen igen, så den ikke tørre ud.
Drys lidt mel på bordet og på dine hænder. Nu er du klar til at rulle dejen ud. Tryk dejen en anelse flad og vend i en anelse mel. Det er meget vigtigt at dejen ikke får for meget mel, men akkurat nok til at den ikke klistre. Drys også gerne mel på din pastamaskine.
Start på det tykkeste niveau og rul igennem et par gange, hvor du indimellem hver udrulning folder dejen på midten. Når du har gjort det en 4-5 gange er du klar til næste niveau. Jeg plejer at rulle dejen igennem hvert niveau en 2-3 gange.
Når du har haft dejen igennem næsthøjeste niveau er du klar til at komme fyld i.
FYLD:
Snit hvidløget fint og svampene i små tern. Opvarm en pande med lidt olivenolie og tilsæt svampe og hvidløg. Imens svampene steger røres ricotta sammen med citronskal, saft og salt og peber i en skål.
Vend det hele sammen med ricottaen. Smag evt. til med salt og peber.
SAMLING AF RAVIOLI:
Man kan samle raviolierne på mange forskellige måder, så find den måde, der fungerer bedst for dig. Her er 2 eksempler.
Metode 1: Læg din friske pasta på en let meldrysset overflade. Kom en teske fyld på den nederste halvdel af dejen med ca. 3-4 cm. mellemrum mellem hver. Pensl kanterne af dejen med lidt vand. Fold nu den øverste halvdel af dejen over fyldet og pres forsigtigt sammen i bunden. Nu skal du forsigtigt trykke dejen sammen rundt om fyldet, uden at der går hul på dejen. Nu skulle der gerne være x antal små fyldte forhøjninger, mens dejen rundt om er helt flad. Udstik raviolierne med en ravioli udstikker, en rund kage udstikker, et lille glas eller bare med en kniv. Du bestemmer helt selv størrelsen, men de vil ca. være 5 cm. i diameter hvis du har placeret dejen med 3-4 cm. mellemrum.
Metode 2: Rul to lige store pasta ”plader” ud. Læg den ene ”plade” på en let meldrysset overflade og gør som metode 1, men hver opmærksom på størrelsen af din plade. Måske kan du nu lave dobbelt så mange raviolier ved at placere fyldet både nederst og øverst. I stedet for at folde dejen over, lægger du nu nr. 2 pasta ”plade” ovenpå. Tryk nu pastaen forsigtigt sammen om fyldet og stik raviolierne ud.
Hvis du ikke skal bruge raviolierne lige med det samme, kan du komme dem på en meldrysset plade og fryse dem ned til du skal bruge dem. Så skal de blot have 30 sek. mere i vandet.
Kog pastaen i rigeligt saltet vand i 1 minut.
BRUNET SMØR MED SALVIE:
Brun smørret i en pande. Når det begynder at dufte af nødder og bruse let, tilsætter du salvie og slukker for varmen. Anret raviolierne i en dyb tallerken og hæld det brunede smør over. Servér med friskrevet god parmesan over.
TIP:
Orker du ikke projekt hjemmelavet pasta, har jeg set andre købe friske lasagneplader og gøre som metode 2! Jeg tror dog jeg ville koge pladerne i 30 sekunder eller lign. Inden jeg samler for at undgå de knækker.