Grillet aubergine
Aubergine er en af mine yndlings grøntsager på grillen. Jeg er vild med den lidt fede konsistens og så kan man krydre dem lige som man vil. Her har jeg lavet dem så enkle som muligt, drysset med mynte, granatæblekerner og grillede tomater. Det er en perfekt kombination som tilbehør til f.eks. lam. Lav en omgang hummus og naan brød til og du har en skøn enkel libanesisk inspireret middag klar.
INGREDIENSER
2 auberginer
10 små tomater
Et lille bundt mynteblade
Kernerne fra et halvt granatæble
En halv citron
Olivenolie
FREMGANGSMÅDE
Start med at skære auberginerne i skiver på den lange led. Læg dem i et fad og drys godt med flagesalt. Dette gør at vandet trækker sig ud af auberginerne og gør dem mindre seje. Lad dem trække i 10-20 minutter og hæld derefter vandet samt salt fra.
Pensel auberginerne med lidt olivenolie og grill dem til de får grillstriber. Læg citron og tomaterne ved siden af og grill med.
Anret de grillede auberginer og tomater på et fad og drys med mynte og granatæblekerner. Afslut med et squeeze fra den grillede citron.
Velbekomme