Lynstegt tun med mangosalsa
I samarbejde med Salling Super udvikler jeg opskrifter til deres hjemmeside med brug af nogle af de mange lækre råvarer, som Salling Super sælger, og som kan være svære at opstøve andre steder.
Første opskrift er en omgang lynstegt tun i den lækreste asiatisk-inspirerede marinade, vendt i sorte og lyse sesamfrø. Her har jeg serveret den som hovedret med en mangosalsa og en dejlig grøn salat.
Man kan sagtens halvere opskriften og servere den som forret istedet.
OPSKRIFT TIL 4 PERSONER
600-700 g. tun / 1 tunbøf pr. mand
5 spsk. sorte sesam
5 spsk. hvide sesam
MARINADE:
1 cm. ingefær
2 fed hvidløg
2 spsk. økologisk teriyaki sauce fra Clearspring
4 spsk. økologisk soya sauce fra Clearspring
2 spsk. sesamolie
Saften fra 1 lime
MANGOSALSA:
1/2 mango
1 tomat
1 lille rødløg
En lille håndfuld mynteblade og koriander
1 spsk. sesamolie
SALATEN:
3 forårsløg
1 bakke af din yndlingssalat
2 avokadoer
1 hel agurk
1 granatæble
100 g. Wakame tangsalat
FREMGANGSMÅDE
Start med at lave marinaden. Riv ingefæren og hvidløget og bland det sammen med resten af ingredienserne til marinaden i et fad.
Vend herefter tunen i marinaden og derefter i et fad af blandede sorte og hvide sesamfrø, så tunen er helt dækket til.
Steg tunen på en brandvarm pande i en lille smule vegetabilsk olie. Tunen skal have ca. 20 sekunder på hver side, så den blot får stegekant, men stadig er rå indeni. Sæt nu tunen til side og lad den køle af.
Til mangosalsaen skæres mango, tomat og rødløg i små tern og blandes i en skål for sig. Vend sesamolie, grofthakkede koriander og mynteblade i.
Anret tallerknerne med en bund af salat, mandolinrevet agurk, finthakket forårsløg og 1/2 avokado skåret i skiver. Skær nu tunen i mundrette skiver og placer oven på salaten. Afslut med granatæblekerner, mangosalsaen og wakame tangsalat. Hæld evt. resterne af marinaden over den færdiganrettede tun.
Server med iskold hvidvin i solen.
Velbekomme!